VELKOMMEN TIL HOLMDRUP HUSE NORDBAGGEN 

- en rideklub med plads til alle  

 

Om os

Vi er en rideklub, der vægter det sociale højt. Vores grundholdninger er, at alle kan være med i det sociale fællesskab, og du kan komme, som du er uanset alder, rideerfaring og udstyr. Vi har både hyggeridning og konkurrenceridning, alt efter hvad der passer dig bedst.

Foreningen er drevet af ryttere og forældre og vi har brug for støtte og opbakning til, at få det hele til at løbe rundt, for at give rytterne en så god oplevelse som muligt. Her hjælper alle hinanden, alle kan være her og have det rart og alle er ligeværdige, både rideskoleryttere, hesteejere og lejere. Der er allerede god forældreopbakning, og du er altid velkommen til at kontakte bestyrelsen for, at få svar på eventuelle spørgsmål.

I foreningen lejer vi os ind på adressen Holmdrup Huse 3, hvor vi både har adgang til ridehus og hyggelige skovstier. Hestene er i centrum, og det er lige så vigtigt at tage sig af deres røgt og pleje, som det er at ride. Man skal lære at omgås og passe dyrene, både for deres og ens egen skyld — det giver en meget bedre oplevelse!Vi er medlem af Dansk Ride Forbund, har nogle super gode ridelærere. Vi har både udendørs– og indendørs ridebane.

Vi tilbyder

Du må gerne komme og se på eller meget gerne hjælpe til mandag, tirsdag eller onsdag — også uden for din ridetime.

Før, under og efter din undervisningstime får du hjælp og vejledning af de hestekyndige unge piger og drenge. De nyeste elever får en særlig opmærksomhed de første gange de kommer, til de kender og kan udføre de gængse rutiner og føler sig trygge ved situationen.

Der er ikke holdundervisning i ferier og på helligdage.

I løbet af året vil der være forskellige arrangementer så som julepyntedag, fastelavn, ringridning, stævner m.v., så du har meget at glæde dig til.

Vi forventer

At dine forældre er til stede de første gange for at gøre starten så god som mulig, og for at give dem et indblik i den spændende og hyggelige sport ridning i Rideklubben Holmdrup Huse Nordbaggen er.

Det er vigtigt, at du beregner mindst en halv time ekstra både før og efter ridetimen, så du kan nå at gøre hesten klart til din egen ridetime og sørge for at sadle af og gøre den klar til at hvile. Det er en stor fordel for holdet, at du er der til tiden, så holdet ikke skal vente på den sidst ankomne. Hjælp de andre, så alle er klar til at få mest muligt udbytte af ridetimen og ikke får spildtid.

At du rider med godkendt ridehjelm

Vi håber du deltager i vores arrangementer, så som arbejdsdage eller stævner m.m. og på den måde viser din opbakning. Så bliver det sjovere for alle at være med. Indsatsen er måske blot nogle få timer i løbet af året, hvor vi fx kan få brug for din hjælp til at male spring, gøre klar til fastelavn eller bage en kage.

Praktiske oplysninger

Medlemskab af Rideklubben Holmdrup Huse Nordbaggen indeholder automatisk et medlemskab af Danske Ride Forbund. Det berettiger klubben til medlemstilskud fra kommunen og gør det samtidig muligt for dig at tage ud og starte stævner.


Hold i dag

Instagram